Jeg ved godt det ikke lige er den friskeste nyhed, men det må være budskabet der tæller - tag lige at gøre dig selv en tjeneste og hør noget Rhye.
Duoen dukkede op i 2013, og bag navnet gemmer sig canadiske Michael Milosh og danske Robin Hannibal. Hvis du har tændt din radio indenfor...hmm, skal vi sige bare sådan de sidste par år, så bør især sidstnævnte få en lille klokke til at ringe. Robin Hannibal er nemlig også den ene halvdel af Quadron, som kun folk uden ører kan have undgået at høre. Og med god grund.
Lige bortset fra Quadron går jeg normalt i en ret stor bue udenom soul/R&B, men Rhye har virkelig også formået at fange mig. Måske fordi mit arbejde for tiden æder al energi, og jeg derfor ikke lige kan overskue det der elektroniske rock, jeg ellers normalt hører en masse af - who knows. Hovedsagen er at Rhye er rart og godt, og du bør unde dig selv det:
I øvrigt - hvad sker der for alle de smartphones til koncerter? I søndags var jeg så heldig at stå bagved en pige, som ualmindeligt mange gange lige følte sig kaldet til række en smartphone-arm op og filme lange passager af koncerten. Med det resultat, at ikke bare hende selv, men også jeg (og nok også de andre ved siden af mig) fik lov at se koncerten gennem hendes lille skærm, da den jo spærrede for udsynet.
Jeg ved godt jeg lyder ældre end havet og bjergene, men det er sgu da irriterende? Og jaja, jeg tager også selv et par billeder i ny og næ, så jeg skal ikke pudse min egen glorie alt for meget, men altså, der er jo folk der står og ser nærmest en hel koncert gennem deres telefon? But why? De får jo aldrig set de der videoer igen, og de fleste bruger vel ikke mere end højst et par af alle de billeder, de får taget i løbet af sådan en aften.
Hvilket så også minder mig om den der uduelige teleselskabsreklame, hvor Emmelie de Forest spiller for et pakket Store Vega (som om), og en galant (?) fyr filmer koncerten for sin kvindelige ledsager, der er for lav til selv at se noget, for så kan hun jo bare se det på hans telefon i stedet for live = lige så fedt. Right.
Nåmn, okay, it's been a while. Der er sket alt muligt fedt siden sidst, men det tager simpelthen for lang tid at fortælle det hele. Så i stedet for kommer der noget om Lykke Li.
Efter at have lyttet en del til svenske Lykke Lis seneste album 'I Never Learn' i løbet af efteråret (og misset hende på årets Roskilde, pis), var min begejstring stor da det blev annonceret, at hun kiggede forbi Store Vega. Det gjorde hun så i søndags, og det var et hit.
Egentlig har hun jo tre albums på samvittigheden, og jeg har da også hørt de to første lidt. Hun startede relativt poppet men bevægede sig så på sit andet album 'Wounded Rhymes' i en mere mørk singer-songwriter retning, som jeg dog af uanede grunde ikke rigtig blev vild med. Men tredje album - der var den der. Stilen er stadig melodisk men mørk og hjerteskærende, og jeg var derfor en smule bekymret for hvordan kombinationen af søndag + depressiv siger-songwriting + helvedesregn over København ville udarte sig.
Den bekymring fik Lykke Li dog gjort til skamme, da hun og hendes yderst velspillende band virkelig fik de på albummet afdæmpede sange ud over rampen. Der var masser af kraft og bund i både trommer og bas, og Lykke Li gjorde det godt som lidt mystisk, sortklædt frontfigur. Ofte blev hun suppleret af en korsangerinde med en klang, der i mine ører mindede meget om Lykke Lis egen - så lækkert.
Hun spillede alle hits'ene og vist nok hele det nyeste album, en sang på svensk af Lill Lindfors og et cover af Drakes 'Hold On, We're Going Home', som hun virkelig fik gjort til sin egen. Lykke Li fik godt fat om et lidt søndagsramt publikum, og jeg er absolut uenig med Soundvenues stempling af koncerten som en snoozefest. Det var den ikke. Og det syntes mit (mandlige) selskab i øvrigt heller ikke.
Nogen vil mene at der har været lidt stille her på bloggen i noget tid. Og det har de ret i. Så nu kommer der lige en spilleliste for januar, og så følger der snarest et par anbefalinger til lyd at putte i ørerne i det nye år. For der er masser af godt i vente!
For nylig var jeg en tur forbi DRs studie 2 for at lytte til islandske Ásgeir Trausti og hans fire mand høje band. Det skulle vise sig at være en god ide.
Endnu førend de fysisk gik på scenen, lagde de ud med en flerstemmig, a capella, islandsk vise, som egentlig satte stemningen for koncerten meget godt. Nordisk og intimt. Og smukt. Noget af det jeg synes rigtig godt om ved Ásgeir Trausti er netop, at han synger på islandsk, fordi det på en eller anden måde hyller sangene ind i noget magisk, at jeg ikke forstår et ord af hvad han synger og i stedet bare lytter til helheden (selvom det piner mig lidt, at jeg af samme grund kun kan huske én af hans sangtitler. Én. Tsk). Så da han gav sig til at synge flere af sine sange i engelske, lidt kluntet oversatte versioner, var det som om fortryllelsen blev brudt lidt. Jeg kan sagtens forstå at nogen prøver at udnytte Ásgeirs momentum til at breake ham udenfor Norden, men altså. Det virkede ikke på mig.
Noget, der til gengæld virkede, var sangene på islandsk. Både de poppede, de stille og de countryprægede. Især de countryprægede, faktisk. Og da Ásgeir og co. efter en times tid kom tilbage og spillede 'Nýfallið Regn' som ekstranummer, var det helt uforligneligt. Det var den sang, der oprindelig fik mig til at lytte til ham, og den bliver kun bedre live.
Mens
vi stod og ventede på koncerten startede, var der en ved siden af mig der kaldte Ásgeir for 'sin lille islandske kæreste', og jeg
kan egentlig godt følge hvorfor nogle kunne have lyst til at kalde ham
det. Selvom jeg nok ikke selv ville vælge lige de ord. For Ásgeir
Trausti er en pæn, ung, skægget fyr, der fremstår yderst sympatisk, og han fik da også ydmygt takket folk for at være kommet op til flere gange ('I didn't expect that you'd be so many!'). Ydmyghed er altid flatterende, men Ásgeir kan roligt tage lidt mere credit for sit talent. For talent har han nok af.
I øvrigt var Hannah Schneider med som support. Det lød fint.
Jeg kan godt li' MØ. Ret godt. Hendes insisterende (men aldrig irriterende) fandenivoldskhed, øre for detaljer og helt generelt lækre elektropop er right down my alley. Som jeg tidligere har talt lidt om her, så har MØ formået at slå sit navn fast imponerende hurtigt, især taget i betragtning at hun endnu ikke har udgivet sit første album. Men på mandag sender hun en EP på gaden, som du allerede nu kan lytte til via Pitchfork. Den kan jeg også godt li'. Altså EP'en.
Hvis du også har fået en ting for MØ, så tag sgu da lige ind på Vega og hør hende den 28. november. Billetten kan du købe hvis du trykker her.
I oktober måned byder jukeboksen blandt andet på skøn 80er-pop fra Haim, funky mastodontmøde mellem Janelle Monáe og Prince, minimalistisk elektro-R&B fra James Blake og Ásgeir Traustis lækre, islandske poprock. Selvom islandsk mildt sagt er helt umuligt at synge med på.
Denne gang er numrene i (relativt) gennemtænkt rækkefølge. Jeg ved det, det er vildt. Enjoy!
