Anmeldelse: Ásgeir Trausti

For nylig var jeg en tur forbi DRs studie 2 for at lytte til islandske Ásgeir Trausti og hans fire mand høje band. Det skulle vise sig at være en god ide.

Endnu førend de fysisk gik på scenen, lagde de ud med en flerstemmig, a capella, islandsk vise, som egentlig satte stemningen for koncerten meget godt. Nordisk og intimt. Og smukt. Noget af det jeg synes rigtig godt om ved Ásgeir Trausti er netop, at han synger på islandsk, fordi det på en eller anden måde hyller sangene ind i noget magisk, at jeg ikke forstår et ord af hvad han synger og i stedet bare lytter til helheden (selvom det piner mig lidt, at jeg af samme grund kun kan huske én af hans sangtitler. Én. Tsk). Så da han gav sig til at synge flere af sine sange i engelske, lidt kluntet oversatte versioner, var det som om fortryllelsen blev brudt lidt. Jeg kan sagtens forstå at nogen prøver at udnytte Ásgeirs momentum til at breake ham udenfor Norden, men altså. Det virkede ikke på mig. 

Noget, der til gengæld virkede, var sangene på islandsk. Både de poppede, de stille og de countryprægede. Især de countryprægede, faktisk. Og da Ásgeir og co. efter en times tid kom tilbage og spillede 'Nýfallið Regn' som ekstranummer, var det helt uforligneligt. Det var den sang, der oprindelig fik mig til at lytte til ham, og den bliver kun bedre live.

Mens vi stod og ventede på koncerten startede, var der en ved siden af mig der kaldte Ásgeir for 'sin lille islandske kæreste', og jeg kan egentlig godt følge hvorfor nogle kunne have lyst til at kalde ham det. Selvom jeg nok ikke selv ville vælge lige de ord. For Ásgeir Trausti er en pæn, ung, skægget fyr, der fremstår yderst sympatisk, og han fik da også ydmygt takket folk for at være kommet op til flere gange ('I didn't expect that you'd be so many!'). Ydmyghed er altid flatterende, men Ásgeir kan roligt tage lidt mere credit for sit talent. For talent har han nok af.

I øvrigt var Hannah Schneider med som support. Det lød fint.

/A