Tørken er brudt!
Nåmn, okay, it's been a while. Der er sket alt muligt fedt siden sidst, men det tager simpelthen for lang tid at fortælle det hele. Så i stedet for kommer der noget om Lykke Li.
Efter at have lyttet en del til svenske Lykke Lis seneste album 'I Never Learn' i løbet af efteråret (og misset hende på årets Roskilde, pis), var min begejstring stor da det blev annonceret, at hun kiggede forbi Store Vega. Det gjorde hun så i søndags, og det var et hit.
Egentlig har hun jo tre albums på samvittigheden, og jeg har da også hørt de to første lidt. Hun startede relativt poppet men bevægede sig så på sit andet album 'Wounded Rhymes' i en mere mørk singer-songwriter retning, som jeg dog af uanede grunde ikke rigtig blev vild med. Men tredje album - der var den der. Stilen er stadig melodisk men mørk og hjerteskærende, og jeg var derfor en smule bekymret for hvordan kombinationen af søndag + depressiv siger-songwriting + helvedesregn over København ville udarte sig.
Den bekymring fik Lykke Li dog gjort til skamme, da hun og hendes yderst velspillende band virkelig fik de på albummet afdæmpede sange ud over rampen. Der var masser af kraft og bund i både trommer og bas, og Lykke Li gjorde det godt som lidt mystisk, sortklædt frontfigur. Ofte blev hun suppleret af en korsangerinde med en klang, der i mine ører mindede meget om Lykke Lis egen - så lækkert.
Hun spillede alle hits'ene og vist nok hele det nyeste album, en sang på svensk af Lill Lindfors og et cover af Drakes 'Hold On, We're Going Home', som hun virkelig fik gjort til sin egen. Lykke Li fik godt fat om et lidt søndagsramt publikum, og jeg er absolut uenig med Soundvenues stempling af koncerten som en snoozefest. Det var den ikke. Og det syntes mit (mandlige) selskab i øvrigt heller ikke.
/Anna
Ingen kommentarer:
Send en kommentar