For nylig var jeg en tur forbi DRs studie 2 for at lytte til islandske Ásgeir Trausti og hans fire mand høje band. Det skulle vise sig at være en god ide.
Endnu førend de fysisk gik på scenen, lagde de ud med en flerstemmig, a capella, islandsk vise, som egentlig satte stemningen for koncerten meget godt. Nordisk og intimt. Og smukt. Noget af det jeg synes rigtig godt om ved Ásgeir Trausti er netop, at han synger på islandsk, fordi det på en eller anden måde hyller sangene ind i noget magisk, at jeg ikke forstår et ord af hvad han synger og i stedet bare lytter til helheden (selvom det piner mig lidt, at jeg af samme grund kun kan huske én af hans sangtitler. Én. Tsk). Så da han gav sig til at synge flere af sine sange i engelske, lidt kluntet oversatte versioner, var det som om fortryllelsen blev brudt lidt. Jeg kan sagtens forstå at nogen prøver at udnytte Ásgeirs momentum til at breake ham udenfor Norden, men altså. Det virkede ikke på mig.
Noget, der til gengæld virkede, var sangene på islandsk. Både de poppede, de stille og de countryprægede. Især de countryprægede, faktisk. Og da Ásgeir og co. efter en times tid kom tilbage og spillede
I øvrigt var Hannah Schneider med som support. Det lød fint.
/A